Tour de France – Kongeetapen etape 2 i TR

Tour de France – Kongeetapen etape 2 i TR.

I TR-Club.dk skal vi bestræbe os på at være på forkant med tingene, og når vi arrangerer ture, er dette ingen undtagelse.

Du får hermed den helt unikke mulighed for at få lov til at køre den anden etape af næste års Tour de France med start fra Stendertorvet i Roskilde som er Kongernes By og slut ved Storebæltsbroen ved Korsør, en rute på i alt ca. 180km.

Tid: lørdag den 16. oktober 2021.
Sted: vi mødes på Stendertorvet – tæt på Roskilde Domkirke – i Roskilde kl. 9.00

Via kringlede veje har TR-Club.dk fået kendskab til hvor anden etape af Tour de France 2022 skal køres. Ruten er på ca. 180 km, og vi kalder den Kongeetapen, da vi starter i Kongernes By – Roskilde, hvor vi samles på Stendertorvet. Efter opmarch og de obligatoriske dækspark bliver feltet af TR biler sendt samlet afsted ud på de små og snoede veje rundt på Vestsjælland, hvor vi kommer til Holbæk, Vig, gennem Kalundborg, Gørlev og hvor vi slutter ved Storebæltsbroen i Korsør, og undlader turen over Storebælt.

Turen er som sagt på ca. 180 km og vi planlægger den på den måde, at vi undervejs har nogle pitstop, hvor vi kan indtage vores medbragte kaffe, kage, madpakker mm, derudover vil der blive pitstop med mulighed for toiletbesøg, og hvis nogen skal tanke, så bliver det også muligt. Husk at tanke op i Roskilde, så du har fuld tank inden starten (der er flere Shell tanke i Roskilde).

Husk at medbringe stole, tæpper, mad og drikke til hele dagen, til eget brug. Da det er lidt sidst på sæsonen, så husk hue og vanter hvis du kører åbent, eller en tæt kaleche og god varme på radiatoren i bilen. Hvis det ønskes, er man meget også velkommen at møde op i cykelshorts, stramme t-shirts og cykelhjelm, valget er helt op til den enkelte.

Vi tager forbehold for vejret, da det kan være lidt lunefuldt på årstiden.

Det er gratis at deltage, ud over at du selv skal medbringe alle dagens fornødenheder til eget brug.

Tilmelding skal ske senest den 8. oktober 2021 til Peter Jørgensen på mail formand@tr-club.dk eller mobil 4021 7113. Ved tilmelding husk at angive antal personer, jeres navne, bil og registrerings nummer.

Da det ikke gælder om at komme først over målstregen, men mere om, at vi får en hyggelig dag sammen, så håber vi på at rigtig mange vil tilmelde sig og køre Kongeetapen af Tour de France i TR.

Mange TR hilsner

Anders Dahl & Peter Jørgensen