Historien om TR bilen

Navnet står for Triumph Roadster, en fællesbetegnelse for en serie af sportsvogne
fra TR1 til TR8, der blev bygget i årene fra 1952 til 1981.

Baggrunden var, at Standard-Triumph fabrikken havde fået øjnene op for det stærkt voksende marked for åbne sportsvogne, især i USA, hvor der var et marked, som især MG profiterede på, men hvis man nu kunne fremstille en sportsvogn med bedre sportsegenskaber end MG, og til nogenlunde samme pris, så var der måske et uopdyrket marked?

På baggrund heraf blev den første TR1 bygget i 1951 Den blev dog kun en prototype. Den mindede en hel del om dens forgænger, Triumph 2000 Roadster, og havde stadigvæk lidt "førkrigsstil" over sig og blev taget af tegnebrættet til fordel for en stærkt forbedret og mere moderne TR2, der blev en succes fra starten, da den blev introduceret i 1952.

Topfarten var på 90 miles i timen, 10 miles mere end MG, men en af prototyperne til TR nåede på en testkørsel i Belgien en topfart på 124 miles i timen, eller 200 km i timen. Det var noget der gav genlyd og som kunne bruges i reklameøjemed af de amerikanske bilforhandlere, og på 3 år fra 1953-1955 blev ca. 8000 TR2'ere sendt på gaden. Populariteten steg yderligere og det samme gjorde salgstallene. Fra 1955-1957 solgtes næsten 17.000 TR3'ere og fra 1958-1960 hen ved 60.000 TR3A'ere, der havde gennemgået kosmetiske forbedringer, men stadig med samme karosseriform.

Men konkurrencen blev skærpet, idet både MG og Healey havde fået nye modeller frem, så der skulle ske noget, hvorfor man søgte til Italien for at få designet et mere komfortabelt karosseri. Michelotti løste opgaven, og i 1961 kunne man for publikum præsentere den mere komfortable TR4 med oprullelige sideruder og den karakteristiske bule på motorhjelmen, der blev laver for at få plads til de 2 SU-karburatorer. Fra 1961 til 1967 blev produceret og solgt i næsten 70.000 eksemplarer, langt den overvejende del til USA. Nogle entusiaster hævder, at det var her Standard-Triumph definitivt ophørte med at producere ægte sportsvogne, de såkaldte "sidescreens", hvor sideruderne skulle spændes på og frontruden kunne afmonteres til fordel for de små racerskærme også kaldet "Brooklands". Et nyt chassis kom frem i 1965 med uafhængig baghjulsaffjedring og TR4A IRS blev den sidste TR4-model.

Man benyttede stadig den oprindelige 4-cylindrede Vanguard motor, der også blev brugt i Ferguson traktoren. Men selv om den efterhånden var boret op fra lige under 2 liter til 2,2 liter havde den hen ad vejen fået så meget at slæbe på, at man skønnede motorkraften var for svag overfor konkurrenternes, TR4A havde 104 heste. Man fandt så på at bruge den 6-cylindrede motor fra Vanguard III, der med benzinindsprøjtning kunne yde 150 heste. Med små forandringer kunne chassiset fra TR4A bruges, karosseriet blev bibeholdt, og TR5 blev introduceret i efteråret 1967, stadig med den nu unødvendige bule på motorhjelmen. USA's strenge miljøregler gjorde imidlertid, at man var nødt til at udvikle en 6-cylindret karburatormodel til det amerikanske marked. Denne model fik betegnelsen TR250, men den led stærkt under ikke at have flere heste end TR4A modellen. Salgstallene begyndte også at dale. TR5 blev fremstillet i ca. 2.800 eksemplarer og TR250 i godt 8.000 eksemplarer.

Nu skulle der ske noget nyt og Standard-Triumph bad Karman i Tyskland om at designe et helt nyt karosseri, der i forhold til Michelottis var en del mere firkantet i linjerne. Man bibeholdt den 6-cylindrede motor med et forbedret benzinindsprøjtnings system, dog stadig med karburatorer i USA, og den nye model blev ikke så mærkeligt døbt TR6. Entusiaster hævder, at TR6 blev den sidste "rigtige" TR og den sidste af slagsen rullede af samlebåndet i 1976. 6'eren nåede et produktionstal på over 94.000. I mellemtiden blev Standard-Triumph opkøbt af British Leyland og man arbejdede på at udvikle en helt ny sportsvogn, der skulle erstatte både MG og den gamle TR-serie. Det blev til TR7-projektet og dette var medvirkende til koncernens død. TR7 blev en moderne kileformet lukket 2-personers med selvbærende karosseri, baseret på Triumph Dolomite og standarddele herfra incl. motor. Fabrikken spenderede enorme summer på TR7, men den blev aldrig særlig populær, ikke desto mindre blev det den TR sportsvogn, der blev solgt i flest eksemplarer, 112.000. Man forsøgte sig med åbne modeller, TR7 cabriolet og også med større motorkraft ved Rovers legendariske V8-motor og modelbetegnelsen TR8, men lige meget hjalp det. TR7-8 forblev en salgsmæssig fiasko og var medvirkende årsag til British Leylands lukning i 1981.

fb10

Untitled-12

Aktivitets kalender
december 2017
De næste 5 events: